Har du nogensinde overhørt et råd, der var så forkert, at du skulle bide dig selv i tungen, for ikke at kommentere på det? 

Det gjorde jeg i går. 

Altså, overhørte et dårligt råd.

Og teksten her, er beviset på, at det ikke lykkedes mig, at bide mig i tungen. 

Hvis du lige nu er i gang med at: 

1) Opbygge et personligt brand på de sociale medier 

eller

2) Administrere, bygge eller planlægge en Facebookgruppe

Så er sandsynligheden for, at du er rendt ind i et (eller flere) af de her dårlige råd virkelig stor. 

Pas på, for de kan få din forretning lukket på de sociale medier.

Dårligt råd #1: “Brug din private profil til at få kunder med i stedet for din side – det er meget nemmere!”

Det her råd giver mig (på daglig basis) nervøse trækninger i overskægget. 

Rigtig mange iværksættere følger det her råd uden at ane, at det kan koste dem dyrt. 

👉🏻 Det er rigtigt, at du som privatprofil på Facebook ofte kan få flere visninger på dit opslag, end din side ville kunne. 

👉🏻 Det er også rigtigt for de fleste, at du som regel vil få flere kommentarer på de opslag du laver på din private profil, end dem du laver på din side. 

👉🏻 Og hey – det er endda også rigtigt, at du ville kunne få nogle kroner i kassen ved at gøre det. 

👉🏻 Men det er til gengæld også rigtigt, at det er totallos forbudtos at bruge sin private profil som en virksomhed. Det er imod Facebooks Terms Of Service, at bruge sin private profil som en side. 

Du kan få slettet din profil, hvis du konsekvent markedsfører dig fra din private profil og din private messenger. 

Selvfølgelig må du gerne dele de store øjeblikke i din forretning, med dine venner på din profil. Personligt deler jeg også ind imellem et indblik i mine egne kampagner på min private profil – fordi min virksomhed er en så stor en del af den, jeg er.

Men “gode råd” om at ansøge din målgruppe om venskab på Facebook, skrive en masse markedsføring forklædt som statusopdateringer, og så følge op med privatbeskeder for at “lukke salget” skal du holde dig langt væk fra. 

Kort sagt: Hvis du vil sælge og markedsføre dine produkter, så skal du gøre det gennem en Facebook-side, fuldstændig ligesom Bilka skal. 

Dårligt råd #2: “Send nye medlemmer i din gruppe en række privatbeskeder, hvor du forsøger at konvertere dem til en gratis afklaringssamtale.”

Det her råd er ekstremt populært hos internationale coaches. 

Med god grund. 

Det er super effektivt. 

Det er også super no-go i Danmark. 

Hvis jeg skulle omskrive en lille bid af den danske markedsføringslov til godt jysk, ville det se sådan her ud: Du må aldrig sende privatbeskeder der indeholder markedsføring, med mindre modtageren på forhånd har givet dig lov til det. 

Du kan simpelthen risikere at få din profil lukket og slukket. 

Og hvis din modtager bliver tilstrækkeligt harm over din besked, kan du risikere at blive anmeldt til forbrugerombudsmanden. 

Av. 

Og husk: Selvom dem, du skriver til eventuelt har givet dig samtykke, må du stadig ikke bruge din private profil som en forretning. 

Dårligt råd #3: “Brug et smart system til at hive data ud fra din gruppe – du sparer simpelthen så meget tid!” 

Ja, den her er lidt nørdet.

Hvis du allerede har en gruppe, så ved du præcis hvor værdifuld dine medlemmers svar på “de tre spørgsmål” kan være. 

Og du ved også, at når medlemmerne først er godkendt og inde i gruppen, så er de svar væk. For evigt. 

Derfor er vi mange der leder efter et automatisk system som kan hente og notere svarene for os, så vi ikke behøver at klippe og klistre dem sammen selv, hver gang vi skal lukke medlemmer ind. 

Dårligt nyt: Vi må ikke. 

Du risikerer at få din gruppe lukket.

Av. 

Jeg har faktisk lidt ondt i maven over kun at efterlade dig med tre dårlige råd, så her kommer to gode råd du kan bruge med det samme: 

1) Tilgiv dig selv, hvis du tidligere har fulgt et af de her råd

Du kan ikke vide alting om alting. La’ vær’ med at gøre det fremadrettet, og sig “pyt” til fortiden. 

2) Husk dig selv på, at dem der har 329 “ja tak”-kommentarer på deres opslag med ordlyden “I denne måned har jeg [indsæt fancy bedrift indenfor dit felt] Vil du have metoden bag? Skriv JA TAK 👇🏼” nok også er dem, der i en anden gruppe, et par dage senere, skriver “FUCK, min messenger er blevet deaktiveret pga. mistanke om spam – hvad gør jeg?!”.

Ah. 

Nu har jeg det meget bedre. 

Det føltes næsten lige så dejligt, som at tømme den der fnug-si i tørretumbleren efter at have tørret håndklæder. 

Din community nørd, 
Trine Ravnkilde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *